Betingelser
Standleje
Booking
Stande kan reserveres via link fra vores hjemmeside www.toplop.dk, i butikken eller telefonisk.
Fortrydelsesret
Når du bestiller en stand hos TopLop, har du 14 dages fortrydelsesret. Hvis du ønsker at gøre brug af din fortrydelsesret, skal du møde op i butikken, og her vil du kunne få dine penge tilbage. Bemærk venligst at dette skal gøres inden 14 dage fra din booking/forlængelse. Hvis din lejeperiode starter indenfor 14 dage fra bookingen eller forlængelsen, bekræfter du hermed, at du afskriver dig din 14 dages fortrydelsesret. Uanset hvornår du har booket, kan du ikke fortryde hvis der er mindre end 14 dage indtil din lejeperiode eller forlængelse begynder.
Pris
Priserne angivet på hjemmesiden er inklusive moms.
Kommission
Kommission (15%) fratrækkes automatisk opgørelsen af det samlede salg, inden fortjenesten udbetales til standlejeren.
Erhverv
Påtænkes det at drive forretning via standen, er man selv ansvarlig for at indberette korrekte oplysninger til Skat, og det skal oplyses ved booking, hvis man vil sælge varer fra en momsregistreret virksomhed på standen.
I lejeperioden
Opstart
Du kan stille op sidst på dagen, dagen før din lejeperiode starter - mandag til fredag fra kl. 16.30 og lørdag og søndag fra kl. 14.00. TopLop kan uden varsel leje standen ud til en anden, hvis man uden forudgående aftale ikke har opstillet sine varer i løbet af den første dag af lejeperioden.
Standene må ikke flyttes, og der må ikke fastgøres eller klistres ting på standen. Herudover er det ikke tilladt at placere varer uden for egen stand, og de vil blive fjernet uden varsel.
Som standlejer kan du frit bruge vores hængebøjler – desuden har vi et begrænset antal buksebøjler til rådighed. I butikkerne kan du få op til 15 buksebøjler til din stand. Der må ikke stilles ting med hjul på den øverste hylde for at sikre der ikke falder varer i hovedet på nogen. Personalet har ret til at fjerne de varer fra øverste hylde, som har risiko for at falde ned eller er for tunge (f.eks. autostole med Isofix).
Du skal selv sørge for, at alle varer er mærket korrekt med TopLop-stregkode og påskrevet pris med en korrekt beskrivelse af varen. Generelle beskrivelser som fx "Tøj", ”Sko”, ”Diverse”, ”Andet”, ”Body”, ”Bukser” eller ”Legetøj" osv. anses ikke som korrekt beskrivelse af varen.
En beskrivelse af tøj skal derfor indeholde 3 dele, nemlig brand eller farve, varetype og størrelse; fx ”Ganni skjorte str. M”, ”Sorte bukser 6år” og ”Gult halstørklæde onesize”, mens en beskrivelse af legetøj minimum skal indeholde brand eller farve og type, fx ”Lamaze slange”, ”NERF pistol blå” og ”Træhelikopter BRIO” for at prismærket kan godkendes. TopLop forbeholder sig retten til hverken at printe ukurante prismærker, ej heller at sælge varer uden korrekt beskrivelse.
Du må sælge dametøj, sko, tasker, accessoires, børnetøj (0-16 år), legetøj, børneudstyr, graviditetstøj samt ammeudstyr i TopLop.
Varesikring
Der følger ubegrænset antal alarmer med i prisen til varer over 50 kr. Lokalet er videoovervåget, og vores personale er almindelig overvågen over for butikstyve. Toplop kan ikke stilles til ansvar for stjålne, tabte eller ødelagte varer, og Toplop er ikke erstatningspligtig ved brand- og vandskade. I forbindelse med brand, vand eller indbrudstyveri kan din Indboforsikring eventuelt dække dit tab – kontakt dit forsikringsselskab for mere information.
Ejendomsret og varebetingelser
Sælger er alene ansvarlig for at have uindskrænket ejendomsret og ret til at sælge varerne på standen, og det er ikke tilladt at sælge ulovlige kopivarer, sikkerhedskompromitterende varer, tobak, alkohol, fødevarer, våben, fyrværkeri, pornografisk materiale eller andet, som personalet måtte vurdere upassende. Vi ønsker ikke at have varepartier købt fra Wish, Ebay etc. med henblik på videresalg i TopLop. Det er heller ikke tilladt at lægge visitkort eller anden markedsføring på standene. Overtrædelse vil medføre bortskaffelse af disse varer og effekter uden varsel. Personalet har desuden ret til at afvise eller bortskaffe varer, som vurderes skadelige for butikkens standard, som f.eks. beskidte, ildelugtende, hullede eller uhygiejniske varer.
Orden og opfyldning
Du er som udgangspunkt selv ansvarlig for din stand, og du er velkommen til at fylde op med varer så ofte, du ønsker.
Varer uden prismærke
Hvis en vare mister sit prismærke eller findes i butikken efter standlejen er slut, vil den blive placeret ved område med varer uden prismærke i butikken. Det er derfor fornuftigt at holde øje med, om man kan genkende sager på reolen – også efter ophørt lejeperiode, da mange ting først dukker op, når andre standlejere pakker sammen. Varer uden prismærke opbevares i afdelingen i minimum 14 dage, hvorefter de tilfalder TopLop, som frit kan donere, bortskaffe eller sælge dem.
Ændring af pris
Ønsker du at ændre en pris på en vare undervejs, skal der sættes nyt prismærke på varen, da overstregede priser er ugyldige af sikkerhedsmæssige årsager.
Udsalg på standen
Du har mulighed for at holde udsalg på din stand. Du skal blot informér personalet herom, så de kan registrere rabatten i kassesystemet. Udsalgsskilte udleveres af personalet, og man kan vælge mellem 25%, 50% eller 75% rabat.
Ved lejeperiodens ophør
Tømning af stand
Standen skal være tømt på lejeperiodens sidste dag kl. 16.30 (mandag til fredag) eller kl. 14.00 (lørdag og søndag). Du skal huske at medbringe ID, og du er selv ansvarlig for at tømme standen, medmindre du køber en nedpakningsløsning. Det er vigtigt, at alle prismærker bliver siddende på varerne, når standen tømmes, da varer uden prismærker ikke må tages ud af butikken. Personalet har ret til at kontrollere varerne.
Er standen ikke tømt rettidigt, vil TopLop pakke varerne ned, hvilket koster et administrationsgebyr på 200 kr. uden aftale. Du har også mulighed for at tilkøbe nedpakning, som koster 100 kr. når det er aftalt i forvejen. Det koster 50 kr. pr påbegyndt dag, når Toplop opbevarer dine varer. Varerne vil blive opbevaret i en uge, hvorefter de tilfalder Toplop.
Udbetaling af dit overskud
Toplop udbetaler 85% af det samlede salg til dig. Udbetalingen foregår en gang om måneden, senest d. 10 i den efterfølgende måned. Overskuddet overføres direkte til den angivne bankkonto i en dansk bank. Af hensyn til personalets sikkerhed opbevarer vi ikke store mængder af kontanter i butikken, og vi kan ikke garantere at kunne udbetale din fortjeneste i kontanter.
Fortrolighedspolitik
Forretningen forstår og respekterer vigtigheden af privatliv på internettet. Forretningen vil ikke afsløre information om kunder/brugere til tredje part, medmindre det er nødvendigt for at implementere en transaktion. Forretningen vil ikke sælge dit navn, adresse, e-mail adresse, kreditkort eller personlige data til nogen tredjepart uden din forudgående tilladelse.
Gavekort
- Gavekort kan ikke ombyttes til kontanter.
- Ved køb af gavekort online, gives 14 dage returret. Dette gælder dog kun hvis dele el. hele gavekort ikke er brugt. Så snart gavekort tages i brug frafalder al fortrydelsesret.
- Gavekort er gyldig i 3 år fra udstedelsesdato.
- Ved brug af fortrydelsesret inden 14 dage, skal kunde henvende sig inden 14 dage efter køb, for at få udbetalt penge.
- Bortkomne gavekort erstattes ikke.
- Ved køb med gavekort i butikkerne skal gavekort fremvises for at det kan bruges.
- Gavekort kan ikke bruges til at købe standleje online.